Søren Hjort
På Klub 50 seneste sammenkomst havde vi besøg af bl.a. Søren Hjort. Søren havde taget et gammelt kladdehæfte med fra Nibe Skole - uha, hvad mon Tage Dam ville have sagt til det.
Kladdehæftet gik på omgang og blev studeret nøje. Det indeholder udklip fra Nibe Avis og Aalborg Stiftstidende fra 1961 til 1969, startende med et klip fra den berømte lagkageturnering. Dengang i 60'erne bagte byens bagere - ak ja det var dengang vi vel havde 4 bagere, 4 slagtere ..... en ordentlig stak lagkager til ungerne, der havde sat hinanden stævne på Stadionvej. Historien gik dengang, at Lars og Nancy gemte et par af de bedste lagkager til sidst - måske i håb om, at knægtene på grønsværen allerede var mætte inden de nåede de bedste stykker. Pyt med, om det er helt sandfærdigt. Sjov er historien.
Der er også billeder af storholdet i Jyllandsserien, hvor fotografen helt utroligt har fanget Thorkild Pedersen i det sekund, hvor han scorer på hovedstød. Hvor heldig kan man være....
Et billede af meget ung Lars Bo Jensen i sine spritnye plastic fodboldstøvler fra Henriksen. Og et af Lars Bos far Jørgen "Lille", som blev Jysk Mester i serie 2 i 1964.
Og minsandten om der ikke også har sneget sig et billede ind af Peter Sunds og Lasse Skoda i deres stiveste fodbolddress i anledning af NBs 50 års jubilæumsarrangement.
Vi har scannet de 16 sider ind herunder. Hyg dig, smil og tænk tilbage på dengang.